Jeg står på øst paronen ved endestation Frederikshavn. Herfra kan jeg se havnen, jeg kan se at kranerne bevæger sig langsomt, det har de ikke gjort i mange år. Jeg kan høre svage bankelyde derfra, som små svage hjerteslag som nægter at dø, som bankeslag fra en forlist ubåd som forsøger at melde livstegn. Jeg får et smil på læben så regndråberne får nye baner på min blottede kind. Klokken er 12.24 kan jeg se på banegårdens nye store ur, nyt ur med sort baggrund og svage livstegn fra havnen, det er måske ved at være nye tider for den triste dødsdømte havneby?
Der går en svagt gående ældre kvinde forbi mig, hun stiller sig til venstre for mig, hun ved lige præcis hvor hun skal stille sig ift. hvor toget døre kommer til at stå, hun har tilpasset sig sine omgivelser, hun er Darvins stolthed, naturens matriark og jeg er intet ift. dette menneske.
Toget kommer langsomt, som om det tøver. Jeg står og tripper og løfter på mine tasker alt for tidligt. Jeg kigger på den ældre kvinde som har lastlåst sit blik på det rullende tog. Hun har ikke løftet sine tasker endnu, hun venter på det helt rigtige øjeblik for at spare på kræfterne. Jeg forsøger at kopiere hende, men jeg ejer ikke hende timing, en timing som er baseret på en livslang erfaring, hun har nedstirret mange toge.
Dørene går op med et lufttryk, som om at toget ånder et kæmpe drag. Det er forpustet. Først nú, løfter damen sine tasker, jeg gør det samme og går ind. Hun har det svært med trapperne, jeg iagttager hendes kamp imod livet forhindringer. Jeg venter lidt for langt tid med at tilbyde min unge accestance . Jeg giver et forkvaklet forsøg på hjælpsomhed ved at tage den letteste af hendes tasker. Men jeg kan hører Darvins stemme som sige jeg skal vende ryggen til, men jeg ignorerer ham og følger hende til hende plads.
Jeg finder min plads, jeg har hele ”øen” for mig selv. Det var dejligt, det er mærkeligt med os mennesker, vi er flokdyr, men vil helst ikke flokkes. Det er godt nok ambivalent. Jeg ved jeg ikke får øen for mig selv helt til Odense, men jeg vil forsøge at forsvare min intimsfære til min sidste blodsdråbe.
Jeg hører guds stemme, det er en kvinde, ”næste station Sindal, udstigning til højre” Gud ved altid hvilken vej vi skal gå, det er da fortrøstningsfuldt.
Vi rammer bomulds og bonde byen Hjørring, Her har jeg gået i skole, hader den her by. Den ligner en by med knald på, men skinnet bedrager, fordommene lever og yngler her. Nu kommer der en kvinde hen til min ø, jeg forsøger at se ud som om jeg er irriterende at ”bo” sammen med, men det hjælper ikke, mit land er indtaget. Nu skal jeg dele bor og forhandle med en anden part om råderummet på øen, før var jeg en magtfuld diktator som Gadaffi som lå mine ting som det passede mig, men nu er disse tider slut, sikke noget lort.
Vrå kigger på mig igennem vinduet i toget, den er våd og kold, men alligevel ser den rar ud. Min gamle klasselærer var fra Vrå, hun var også grå og en anelse kedelig, men hun var en rar og en toldmodig kvinde som kunne rumme os selvom vi var nogle vilde kaniner, Dette er vel mit billede af Vrå. Gad vide hvad Tove laver i dag?
Aalborg, Nordjyllands hovedstad, snapsens by, her hvor Hefty lærte skolebørnene at lave LSD i kemi. 1000 fryd og fedtebrødet, som desværre er blevet slagtet. Karnevallet rammer snart byen, sambarytmer og letpåklædte sydamerikanske kvinder. Toget holder lidt tid, menneskerne går fobi mit vindue, en med en barnevogn, en anden med rejsekufferter og en masse studerende som løber imod et det modsatte spor, håber de når det.
jeg falder i søvn, vågner igen i Aarhus, alle pladser omkring mig er nu indtaget, jeg er omringet! de stirre alle på mig, har jeg noget sidende eller er jeg blevet udstødt af flokken? angstens sved løber... "næste station Skanderborg"
Jeg lander til sidst i Odense, godt udmattet efter flere timers årvågenhed. Nu skal jeg finde de gode steder i byen... Havde fået nogle anvisninger af flinke mennesker på facebook, men ville forsøge lidt på egen hånd og se hvad jeg kan finde af smukke steder i Odins by Odense.
Men ja, jeg vælger så at gå forkert retning langs togsporet og er lige ved at miste modet. Lang historie kort, men halv anden time efter står jeg ved en forladt p-plads, hvor en gammel togvog med et smadret stykke 80ér graf stråler i forårs solen. Der står der et par unge fyre som har maling på deres bukser, så jeg ligger 2 og 2 sammen og jeg spørg "kan i fortælle mig hvor Københavneren er?" og inden jeg ser mig om har jeg fået to guider til de gode steder i byen. Gutterne var fra vejle og var skrivere under navnene " Blobster" og "Elsoe". Totalt cool dudes som jeg ikke vil beskrive nærmere, men bare sige tak for den fede guidet tur, jeg giver den næste...
Smelt Mig
Her kommer der en række billeder fra turen.
Odense midtby
Elsoe, ved københavneren
Smelt Mig, tæt ved københavneren
Elsoe
Elsoe viser vejen...
